Støt CF Kontakt Debat Søg Webshop Hjem
    
     
           
 

 
 
 

26.07.2009
CF-far Nicolai Bredahl på en meget flot 4. plads
i TV2 Tour-studiets Mont Ventoux cykelkonkurrence

 

Nicolai vandt TV2’s sms-seerkonkurrence og fik mulighed for at prøve kræfter med Tour-studiets såkaldte Mont Ventoux cykelsimulator. Nicolai tog udfordringen op, og gennemførte de 22,4 km til toppen af Mont Ventoux i en imponerende tid på 1.45.25 timer.

Imponerende, fordi Nicolai, som 34 årig cykelmotionist, dermed kørte sig ind på en flot 4. plads foran en lang række af danske elite-sportsudøvere i konkurrencen om at få hurtigste tid til toppen af det legendariske Tour de France bjerg Mont Ventoux på TV2’s cykelsimulator.

Hurtigste mand i cykelsimulatoren var den professionelle cykelrytter Frank Høj i tiden 1.06.58 timer. Frank Høj deltog naturligvis ikke i selve konkurrencen, men satte således en ’mål-tid’, som konkurrencedeltagerne kunne bruge som rettesnor.

Nicolai kom til toppen på fjerdepladsen i konkurrencen kun godt 39 min. efter Frank Høj. Imponerende, fordi Nicolai iflg. ham selv slet ikke dyrker sport til daglig. Han tager faktisk kun sin racercykel frem på dage, hvor han ikke har andet at lave, og hvor solen skinner fra en skyfri himmel, og der ikke er en vind, der rører sig.

Nicolai gennemførte som nævnt opstigningen i tiden 1.45.25 timer. Hans gennemsnitshastighed over de 22,4 km var 12.7 km/t. Han trådte i gennemsnit 223 watt ned i pedalerne. Til sammenligning træder andre motionister typisk med 150-200 watt. Hans gennemsnitlige kadence (pedalomdrejninger/minut) var 76. Han kørte turen med en gennemsnitspuls på 174 slag i minuttet. Maxpulsen på turen var på 194 slag i minuttet. Nicolai kørte således turen til toppen med en gennemsnitspuls, der i 1.45 timer lå over 90 % af max pulsen.

Nicolai fortalte efter turen, at han havde været meget fokuseret på at disponere sine kræfter til toppen ved at holde konstant kadence på ca. 75 for ikke at brænde sammen på halvvejen. ’De første 5 km var jeg meget nervøs, og da bjerget begyndte at tage fat med stigningsprocenter 8-11 % fra 6 km til 13 km, var jeg parat til at stå af. Det var ulidelig hårdt’, - fortsatte Nicolai. Kun visheden om, at han var på direkte TV og i færd med en oplevelse, som han aldrig vil glemme, fik ham til at bide tænderne sammen og fortsætte. Hvis turen var foregået ude i det fri, var han overbevist om, at han ville være stået af. På det tidspunkt troede han slet ikke, at han ville nå toppen.

Nicolai prøvede at bevare roen og kontrollere sin puls og vejrtrækning, så han ikke gik i panik. Han fokuserede især på at holde sin planlagte kadence omkring 75. Da stigningsprocenterne på bjerget efter det såkaldte skovstykke faldt til 6-7 %, fik han ro og slappede mere af og fik en god følelse af overskud i kroppen og i benene især. Nicolai tænkte konsekvent positivt og tvivlede ikke længere på, at han kunne nå toppen. De sidste 5 km havde han endda overskud til at småsnakke med TV2-medarbejderne i studiet, også selv om stigningsprocenten steg igen på de sidste 2 km.

Efter opstigningen var Nicolai meget træt. Han havde dog på ingen måde fortrudt, at han deltog i konkurrencen. Det havde været det hele værd og mere til. Hertil kommer, at Nicolai også føler, at han virkelig har lært nogen om sig selv og sin fysiske formåen. Han havde langt større styrke og udholdenhed, end han havde troet.

CFF siger tillykke til Nicolai med 4. pladsen – og en kæmpestor tak, fordi han tog imod den chance, der bød sig, da han vandt dagens konkurrence på TV2. Med Nicolai iført CF-cykeltrøjen i TV2 Tour-studiet under den afsluttende etape af årets Tour de France-løb gav det Cystisk Fibrose en enestående mulighed for at blive set af en meget stor del af befolkningen.

Den samlede stilling i TV2 Tour-studiets Mont Ventoux konkurrence:

1. pladsen: Ishockeyspilleren Kim Staal i tiden: 1.30.51 timer.
2. pladsen: Tidligere motocross verdensmester Brian Kjær Jørgensen - 1.34.28 timer.
3. pladsen: Bokseren Kim "Golden Boy" Poulsen - 1.40.14 timer.
4. pladsen: CF-far Nicolai Bredahl - 1.45.25 timer.
5. pladsen: Fodboldspilleren Martin Pedersen fra Vejle Boldklub - 1.46.08 timer.
6. pladsen: Fitnesskvinden Pia von Gerstenberg Rosted - 1.51.03 timer.
7. pladsen: Tour-studievært Thomas Kristensen - 1.56.22 timer
8. pladsen: Racerkøreren Kevin Magnussen - 1.59.00 timer.
9. pladsen: Håndboldspilleren Lotte Grigel - 2.05.03 timer.
10. pladsen: Taekwondokæmperen Cüneyt Hamid - 2.07.53 timer.
11. pladsen: Håndboldspilleren Susan Andersen - 2.08.33 timer.
12 . pladsen: Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen - 2.08.52 timer.

Læs også artiklen om Nicolai Bredahl fra den 25.07.2009:

CF-far Nicolai Bredahl skal køre på bjerget Mont Ventoux i TV2´s Tour de France udsendelse søndag

Se mere om tour.tv2.dk's cykelsimulator og Mont Ventoux:

http://tour2009.tv2.dk/
http://tour2009.tv2.dk/article.php/id-23587879.html
http://www.climbs.dk/mont_ventoux.htm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mont Ventoux

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
   
 
Bund
Copyright all rights reserved by Danish Cystic Fibrosis Association 2009 eeeeeee eWebsponsorer: ROCHE, SOLWAY PHARMA, NOVARTIS