Spring navigationen over og gå direkte til indhold

 

 

Fra merudgifter til kompensationsydelser

Fra 1. september 2025 ændres reglerne om merudgifter til kompensationsydelser. De nuværende regler i forhold til målgruppevurdering ændres ikke, der er alene tale om ændring af reglerne i forhold til udmåling, beregning og udbetaling.

2. juli 2025

 

Hvad betyder det for dig?

Formålet med ændringerne er at skabe en forenkling og ensartethed i forhold til børn og voksne.

Nogle af de væsentlige ændringer er, at:

  • De nye regler betyder at reglerne om minimumsbeløb, udmåling, beregning og udbetaling bliver ens for børn og voksne.
  • Der indføres en ny bagatelgrænse
  • Der indføres to forskellige ydelsestrin – 2 grupper som man som borger skal vælge imellem.
  • Derudover indføres en positivliste over de typer af udgifter, som kommunerne fremover kan kompensere.

Bagatelgrænsen ændres, som den bliver den samme for børn under 18 år og voksne fra 18 år.

Det betyder, at den nuværende bagatelgrænse for børn der udgør 5.718kr. (2025) på årsbasis, svarende til 477 kr. pr. måned, hæves til 555 kr. pr. måned.

For voksne betyder det, at den nuværende bagatelgrænse på 7.560 kr. (2025) på årsbasis, svarende til 630 kr. pr. måned nedsættes til 555. kr. pr. måned.

Fremover vil der være to ydelsestrin, som man som borger skal vælge mellem:

Gruppe 1: Alle borgere med kompensationsberettigede udgifter over 555 kr. pr. måned (6000 kr. pr. år) kan få en fast ydelse på 1.105 kr. pr. måned. Som borger skal man sandsynliggøre, at man har kompensationsberettigede udgifter.

Gruppe 2: Borgere med særligt høje kompensationsberettigede udgifter på over 2.000 kr. pr. måned får mulighed for at søge om kompensation for de faktiske dokumenterede udgifter inden for de typiske merudgiftstyper sammen med et månedligt standardbeløb på 500 kr. Disse udgifter skal dokumenteres.

For børn og voksne med cystisk fibrose, er det foreningens vurdering, at de fleste vil høre til i gruppe 1.

Vi venter på den nye bekendtgørelse og en positivliste over de udgifter, kommunerne fremover kan kompensere. Vi ved, at medicin vil være på listen.

Det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at give et fuldstændigt klart svar, da vi afventer den nye bekendtgørelse og den positivliste over udgifter, som kommunerne kan dække.

Men det kan betyde, at det for nogle familier med børn under 18 år kan blive vanskeligt at nå op over bagatelgrænsen på de 555 kr. pr. måned (2025).

Så snart vi har den nye bekendtgørelse og positivlisten, vil vi informere jer både her på hjemmesiden, via sociale medier og nyhedsbrev.

De nye regler træder i kraft 1. september 2025. Det betyder, at ansøgninger som indgives til kommunen fra den 1. september 2025, skal behandles efter de nye regler.

Kommunerne får to år til at omregne ændringerne, så det vil være forventeligt, at det kommer til at betyde, at der i forbindelse med næste opfølgning vil ske en ændring i beregningen.