Forskning
Forskning er nøglen til ny og bedre behandling for børn, unge og voksne med cystisk fibrose.
Børn og voksne med cystisk fibrose har daglig behandling og hyppige kontrolbesøg på hospitalet for at forebygge og behandle komplikationer i bl.a. lungerne.
Lungeproblemer, som er forbundet med cystisk fibrose, behandles med antibiotika, lungefysioterapi og inhalationer. En del af behandlingen er forebyggende mod lungeinfektioner.
Personer med cystisk fibrose kommer til hyppig kontrol på deres Cystisk Fibrose Center.
Her skal de bl.a. aflevere en såkaldt spytprøve, som kan vise, om de har fået en bakterie, der kræver behandling. Hvis det er tilfældet, undersøger man samtidig, hvilke antibiotika bakterien er følsom over for og igangsætter en antibiotikabehandling.
Antibiotika er medicin, der slår bakterier ihjel. Antibiotika kan også benyttes som forebyggende behandling.
Antibiotika kan gives i form af piller, kapsler eller flydende midler. Det kan også gives intravenøst (iv-kur), dvs. opløsninger der gives direkte ind i blodbanen. Endvidere kan antibiotika gives i form af inhalation, dvs. medicin, der forstøves og inhaleres direkte ned i luftvejene.
Lungefysioterapi foregår ved brug af PEP-maske (Positive Expiratory Pressure), der har til formål at løsne og fjerne slim fra luftvejene.
Man trækker vejret gennem PEP-masken, der giver modstand ved udånding. Det er med til at udvide luftvejene en smule, så luften kan komme om bag ved slimet og være med til at skubbe slimet længere op i luftvejene.
For at få slimet helt op kombineres vejrtrækning gennem masken med stød og/eller host, som hjælper med at få slimet helt op.
Hvis det er for hårdt at anvende PEP-masken, er der mulighed for at bruge en CPAP (Continuous Positive Airway Pressure) i stedet for. Den er ikke lige så hård at bruge som PEP-masken, men har samme formål.
Udover at bruge PEP-maske (eller CPAP) er fysisk aktivitet en rigtig god måde at løsne sekret på. Det er en lige så vigtig del af behandlingen. Læs mere om fysisk aktivitet her.
Inhalationsbehandling er behandling, hvor medicin bliver forstøvet ved hjælp af kompressor, spray eller turbohaler.
Der gives forskellig slags medicin, alt efter formålet med inhalationen. Det kan f.eks. være slimløsende, antiinflammatorisk, antiastmatisk eller antibakteriel medicin.
Inhalationsbehandling skal helst tages efter brug af PEP-maske
Du kan læse mere om komplikationer i lungerne med cystisk fibrose her.
Vi anbefaler dig også at kontakte dit Cystisk Fibrose Center, hvis du har spørgsmål til din sygdom eller behandling.
Forskning er nøglen til ny og bedre behandling for børn, unge og voksne med cystisk fibrose.
Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:
Brug Cystisk Fibrose Foreningen. Vi har nemlig en lang række tilbud til dig.