Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Kombination af azithromycin og IgY-antistoffer beskytter mod Pseudomonas aeruginosa lungeinfektion i en dyremodel

Af Kim Thomsen, Læge, PhD, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Rigshospitalet. Præsenteret på Den Europæiske Cystisk Fibrose Konference 2018. Cystisk Fibrose Foreningens har givet økonomisk støtte til, at Kim kunne præsentere sit projekt på Konferencen.

Kronisk lungeinfektion med bakterien Pseudomonas aeruginosa (PA) er en væsentlig bidragsyder til lungesygdom hos cystisk fibrose patienter. Bakterien kan indledningsvis bekæmpes med kombinationer af forskellige typer antibiotika, hvormed det kroniske forløb udskydes. Imidlertid medfører disse omfattende antibiotikabehandlinger ofte bivirkninger og udgør en væsentlig behandlingsbyrde for patienterne, ligesom der er stor risiko for udvikling af antibiotikaresistens.

Vi har tidligere vist i en musemodel, at disse bakterieinfektioner kan forebygges med kyllingeantistoffer (IgY), der er rettet mod bakterien. IgY virker ved at forbedre immunsystemets evne til at dræbe bakterien i lungerne. Lignende effekt på immunsystemet er beskrevet ved azithromycin – et antibiotikum der allerede anvendes af cystisk fibrose patienter. Det aktuelle projekt havde til formål at undersøge mulig synergisme mellem azithromycin og IgY på immunsystemets evne til at bekæmpe lungeinfektioner med (PA) i en musemodel.

De hvide blodlegemer er de væsentligste celler i immunsystemet til bekæmpelse af bakterieinfektioner. Disse cellers evne til at dræbe PA blev indledningsvis testet i laboratorieforsøg, som viste, at tilstedeværelsen af både azithromycin og IgY forbedrede drabsevnen markant i forhold til kontrolgrupper. Dernæst testede vi, om lignende resultat kunne observeres i mus, der var blevet inficeret med PA i lungerne. Efter et døgns behandling med kombination af azithromycin og IgY havde inficerede mus markant færre bakterier i lungerne og var mindre syge end kontrolmus.

Ovenstående observationer i laboratorie- og museforsøg viser, at kombinationsbehandling med azithromycin og IgY ser ud til at beskytte mod lungeinfektion med Pseudomonas aeruginosa og udgør derved en potentiel alternativ behandlingsmetode til antibiotika i bekæmpelsen af kroniske lungeinfektioner hos cystisk fibrose patienter.

Infektioner

Læs artikler, nyheder om forskning i infektioner relateret til cystisk fibrose samt beskrivelser af de forskningsprojekter Cystisk Fibrose Foreningen har støttet inden for emnet.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem