Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Gen-ekspression i biofilm dannet af bakterien Achromobacter – fra tidlig til kronisk infektion hos cystisk fibrose patienterAf Signe Maria Nielsen et al. Ph.D studerende, Klinisk Mikrobiologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital. Præsenteret på den 39. Europæiske Cystisk Fibrose Konference i Basel, Schweiz.

 

I de senere år har man observeret en øget frekvens af infektioner med bakterier fra slægten Achromobacter. Betydningen af infektion med Achromobacter er endnu ikke fuldstændigt klarlagt, men Achromobacter kan forårsage kroniske infektioner.

Kroniske lungeinfektioner hos cystisk fibrose patienter er hovedårsag til en gradvist forringet lungefunktion som følge af vævsdestruktion. Kroniske lungeinfektioner kan opstå som følge af biofilm dannelse i lungerne. En biofilm består af bakterier som klumper sig sammen og klæber sig fast til hinanden. Bakterierne danner en slimet substans omkring sig og danner på denne måde en barriere der er svær at trænge igennem. Her er bakterierne beskyttet mod kroppens immunforsvar og mod indtrængning af antibiotika, hvilket vanskeliggør effektiv behandling af infektioner og øger risikoen for kronisk lungeinfektion.

Bakterierne er op til tusind gange bedre beskyttet, når de sidder tæt sammen i biofilm, end når de er alene. Bakteriernes overlevelses-succes skyldes i høj grad deres evne til at kunne tilpasse sig omgivelserne og dermed være i stand til and undgå værtens forsvarsmekanismer. Det gør de ved at regulere hvilke gener, der bliver udtrykt under biofilm dannelse og ved kronisk infektion.

Projektet vil bidrage til at opnå en større forståelse af hvilke gener der er vigtige for dannelse af biofilm i bakterieslægten Achromobacter og hvordan disse reguleres under udviklingen af kroniske lungeinfektioner hos cystisk fibrose patienter. Det er vores mål at indsigt i de underlæggende mekanismer for biofilm dannelse kan danne grundlag for udvikling af nye strategier for bekæmpelse af kroniske Achromobacter lungeinfektioner.

Infektioner

Læs artikler, nyheder om forskning i infektioner relateret til cystisk fibrose samt beskrivelser af de forskningsprojekter Cystisk Fibrose Foreningen har støttet inden for emnet.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem