Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Creon-indtag og mave-tarm symptomer blandt voksne med cystisk fibrose

Mette Frahm Olsen, Seniorforsker på Afdeling for Infektionssygdomme på Rigshospitalet, præsenterede på den europæiske cystisk fibrose kongres 2022 sin forskning. Hun har undersøgt hvordan patienter bruger creoner, enzymer der hjælper med at fordøje maden, i praksis og sammenhængen af denne praksis med blandt andet mave-tarm-problemer. Cystisk Fibrose Foreningen har givet økonomisk støtte til at Mette kunne præsentere sin forskning på kongressen.

Hos de fleste med cystisk fibrose er bugspytkirtlen (pancreas) ikke i stand til at producere en tilstrækkelig mængde fordøjelsesenzymer, hvilket medfører nedsat optagelse af næringsstoffer i tarmen. Tilstanden kaldes Eksokrin Pancreas Insufficiens (EPI) og ses hos over 80% af voksne med cystisk fibrose.

Samtidig har både børn og voksne med cystisk fibrose en høj forekomst af mavesmerter, diarré og andre mave-tarm symptomer, som påvirker livskvaliteten negativt. Patienter med EPI behandles med bugspytkirtel-enzymer i form af creoner, som erstatning for den manglende enzymproduktion.

Der mangler viden om hvordan patienter bruger creoner
Læger og diætister vejleder i creon-indtag, men det er patienten selv, der justerer dosis i forhold til måltider og mave-tarm symptomer. Der mangler viden om, hvordan patienter bruger creoner i praksis og hvordan deres indtag hænger sammen med bl.a. mave-tarm symptomer.

I Mettes projekt blev der lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt 120 voksne patienter med cystisk fibrose i forbindelse med ambulante kontroller på Cystisk Fibrose Centret på Rigshospitalet i maj og juni 2020.

Stor variation i mængden af indtagede creoner
Resultaterne viste en meget stor variation i mængden af creoner indtaget til måltider blandt patienter med EPI. Creon-indtaget var størst blandt mænd, yngre patienter og patienter med lavere kropsvægt. Der var desuden en sammenhæng mellem et lavere creon-indtag og mere hyppig forstoppelse.

En tredjedel af deltagerne tog ikke creoner til mellemmåltider. Det var især kvinder, og de manglende creoner til mellemmåltider hang sammen med en højere forekomst af diarré.

En bedre forståelse af cystisk fibrose-indtaget hos cystisk fibrose-behandlere giver bedre mulighed for at vejlede patienter.

Hør Mette præsentere sin forskning på kongressen her:

Mave-tarm

Personer som lever med sygdommen oplever ofte problemer med mave-tarm. Her kan du læse artikler relateret til mave-tarm forskning inden for cystisk fibrose. 

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem