Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Gode råd til din henvendelse

Ønsker du at stille spørgsmål, bede om en forklaring eller klage? Her finder du inspiration til, hvordan du kan gøre din henvendelse tydelig og overskuelig.

Udarbejdet 2026.

Vores nedenstående råd er lavet til mennesker med cystisk fibrose og deres pårørende.

Rådene tager udgangspunkt i en henvendelse til kommunen efter en afgørelse, men de kan også bruges som inspiration i andre situationer. Det er dog en god idé at undersøge, om modtager har krav til form og indhold for henvendelser, inden du går i gang med at skrive. 

Brug de råd, der passer til din situation. Det vigtigste er at gøre det tydeligt, hvad du spørger til, hvorfor, og hvad du gerne vil have afklaret eller ændret.

Vi håber, at rådene kan hjælpe dig med at sætte ord på dine spørgsmål og synspunkter - også selv hvis du ikke får medhold eller det resultat, du ønsker.

 

Inden du henvender dig

  1. Læs afgørelsen eller materialet grundigt, og markér de steder, du har spørgsmål til eller er uenig i. Brug markeringerne, når du formulerer din henvendelse.

  2. Tjek oplysningerne. Er der faktuelle fejl, eller mangler der væsentlige oplysninger om din situation? Notér, hvad der er forkert eller mangler, og hvilken betydning det kan have for sagen.

  3. Se på begrundelsen. Hvilke oplysninger og hensyn har kommunen lagt vægt på? Overvej, hvad du ikke forstår eller er uenig i, og hvorfor.

  4. Saml relevante oplysninger, fx udtalelser fra læge, skole eller dagtilbud. Find de oplysninger, der understøtter din henvendelse.


Når du henvender dig

  1. Skriv, hvilken afgørelse inkl. dato din henvendelse handler om, og om du har spørgsmål til afgørelsen eller ønsker at klage over hele eller dele af den.

  2. Skriv kort og overskueligt, og hold dig til det, der er vigtigt for sagen. Brug gerne korte afsnit eller punkter, hvis det giver et bedre overblik. 

  3. Bevar fokus i dine argumenter. Det er naturligt at være frustreret, men forsøg at holde fokus på de konkrete forhold, du ønsker, at kommunen skal tage stilling til.

  4. Forklar, hvorfor du har spørgsmål eller er uenig. Tag et argument ad gangen og beskriv, hvordan det har betydning for det, du ønsker ændret eller afklaret. 

  5. Er der forkerte oplysninger, så beskriv, hvad der efter din opfattelse er forkert eller mangler, hvad der er korrekt, og hvilken betydning det har for din sag.

  6. Er det uklart, hvilke oplysninger kommunen har lagt vægt på, eller hvordan den er nået frem til sin vurdering, så bed om en forklaring. 

  7. Fremhæv relevante udtalelser som fx lægelige udtalelser, som understøtter din sag, og forklar hvorfor de er vigtige for sagen. 

  8. Henvis til regler eller principafgørelser i Ankestyrelsen, hvis du kender til nogen, der kan have betydning for din sag og forklar hvorfor. 

  9. Vedlæg supplerende relevante oplysninger, hvis kommunen ikke allerede har dem, eller henvis til tidligere fremsendte materialer. 

  10. Afslut med hvad du ønsker. Fremhæv helt kort og konkret, hvad du vil have svar på, genovervejet eller ændret.

  11. Læs henvendelsen igennem, inden du sender den. Tjek, at det er tydeligt, hvad du spørger om eller er uenig i, hvorfor og hvad du ønsker.

  12. Få bekræftet modtagelse og gem din henvendelse og eventuelle bilag.


Har du brug for rådgivning?
Er du medlem af foreningen, kan du kontakte vores socialrådgiver Vibeke Larsen, hvis du har brug for rådgivning om en kommunal afgørelse eller dine muligheder.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem

Har du nogle spørgsmål?
Så kontakt Vibeke

Få rådgivning inden for den sociallovgivning der gælder for personer med cystisk fibrose og forældre til børn med sygdommen.
Tilbuddet er gratis for medlemmer, og der er telefontid tirsdage 17-19.

Hænder på tastatur

Pjecer og informationsmaterialer

Har du brug for materialer om cystisk fibrose? Vi har samlet alle materialer her.