
Brug os
Brug Cystisk Fibrose Foreningen. Vi har nemlig en lang række tilbud til dig.
Alle borgere på 65 år og over samt personer under 65 år i særlig risiko for alvorligt sygdomsforløb tilbydes vaccination mod covid-19 og influenza fra 1. oktober. og frem til 20. december.
Ligesom sidste år tilbydes alle borgere fyldt 65 år vaccination for influenza og covid-19 fra 1. oktober 2025. De vil modtage en invitation med Digital Post i løbet af september. Ældste borgere modtager invitationer først på e-post eller fysisk brev.
Også personer under 65 år, der risikerer et alvorligt sygdomsforløb, tilbydes vaccination. De kan fra 29. september selv gå ind og bestille tid på vacciner.dk. Det gælder bl.a. personer med kroniske lungesygdomme, og således også dig med cystisk fibrose.
Du kan blive vaccineret fra 1. oktober og frem til 20. december 2025.
Da vaccinationsprogrammet for covid-19 slås sammen med influenza, kan de to vacciner fås samtidig, hvis du er over 18 år.
Børn i risiko for et alvorligt sygdomsforløb kan forældre ved en tro-og-love erklæring booke tid til en influenzavaccination i deres region.
For covid-19 er det en børnelæge, der skal vurdere behovet for en vaccination. Hør nærmere i dit Cystisk Fibrose Center.
Det er din region, der er ansvarlig for udbuddet af vaccinationssteder. I år vil vaccinationen som udgangspunkt foregå på regionale vaccinationscentre og i samarbejde med vaccinationsklinikker drevet af Danske Lægers Vaccinationsservice.
Du kan altså ikke blive vaccineret hos din egen praktiserende læge eller på apoteket for sæsonen 2025/2026.
Læs nærmere om årets vaccinationer på vacciner.dk
Mere om vaccination for covid-19 og influenza
Læs mere om planerne for årets vaccinationsprogram på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Husk at du også altid kan tale med din læge om vaccination for lige netop dig og din situation.
Brug Cystisk Fibrose Foreningen. Vi har nemlig en lang række tilbud til dig.